Siden 1987 har jeg selv været den lykkelige ejer af et par af arten Barnards Parakit og mener nu at have
et rimelig godt kendskab til denne pragtfulde volierefugl. Desværre mistede jeg det første år hannen og
var samtidig usikker på, om hunnen var en hun. En senere kønstest viste imidlertid, at det var en hun,
men først i 1990 fik jeg fat i en virkelig stor og flot han.

Fra 1991 og til 2000 er jeg så blevet velsignet med 37 dejlige unger. Nogle vil nok mene, at det ikke er
særlig imponerende, men da dette par kun yngler én gang i sæsonen, er jeg nu alligevel meget godt
tilfreds. Jeg ved udmærket godt, at Rosella-arterne er mere produktive, idet jeg har haft et par Blå
Rosella, som fra 1991 og til 1995 fik 55 unger på pind, men de ynglede også to gange om året.
(Cloncurry yngler ofte to gange i sæsonen).

Grunden til at jeg er mere glad for mine Barnardi end for Rosella-arterne, er nok den kendsgerning, at
Rosellaen er en mere urolig fugl, som er tilbøjelig til at gemme sig, især når der kommer fremmede,
mens Barnardierne er meget tillidsfulde og samtidig utroligt nysgerrige. De flyver ikke ind i fuglehuset,
fordi der kommer gæster, og står man og betragter dem, fortsætter de med deres forskellige gøremål.

Min erfaring er, at ungerne udmærket kan gå sammen med forældrene, indtil ynglesæsonen starter.
Forældrene jager ikke ungerne, men opretholder naturligvis en hakkeorden eller rangfølge, og den må
ungerne selvfølgelig overholde.

Det par, jeg her omtaler, starter yngletiden ret tidligt. Derfor begynder jeg gerne at give dem
spireblanding og mælkebøtter med rod midt i februar. Siden ´93 har de hvert år fået unger i første
halvdel af april.

Som Kristian Saugbjerg også nævner, er de ret destruktive af natur, så det er en fordel at have en solid
redekasse at tilbyde dem. Selv foretrækker jeg at anvende en vandret kasse med redekammer og
inspektionslem.

I reden kommer jeg halvrådne træstykker fra rådne træstubbe og hule popler, det man på Fyn kalder
frønnet træ. Jeg sørger for, at der er en del grove stykker imellem, og inden 2 dage har hunnen findelt
det hele og begyndt at smide noget af det ud.

Mange vil synes, det er en underlig adfærd, men adfærden er nedarvet, fordi de i naturen ofte vælger en
stor knækket, halvrådden gren til ynglested, og i den gnaver de et redekammer ud. Lidt af afgnavet bliver
i bunden af reden og holder godt på æggene.

For yderlig at tilfredsstille fuglenes naturlige gnavetrang har jeg altid et par store stykker af halvrådne
træstammer stående i volieren, og de bliver flittigt benyttet, både af de gamle og af ungerne. Med jævne
mellemrum sætter jeg også nogle store friske grene ind i volieren, og det må meget gerne være birk!
Følger man disse enkle regler, holder volieren meget længe, men man skal naturligvis ikke bruge
kyllingenet, idet det med tiden vil ruste lidt og derfor er let at gnave i stykker.

Ved etablering af et par bør man nok udvælge nogle, som har et pænt, udbredt stærktfarvet orange bånd
på brystet, idet de er mest efterspurgt.

Fuglene er ikke specielt kræsne, men der vil altid være det, de hellere vil æde end andet. De vil gerne
foretrække solsikke frem for saflor, og om vinteren giver jeg dem mere solsikke end om sommeren, hvor
de mest får spiret frø af enhver art.

De fleste bær holder de meget af, og hos mig er hyben det foretrukne bær. Mælkebøtter tager de gerne,
indtil de har afblomstret, så er det som om, de er blevet bitre. Jeg har altid ikke-udfoldede
mælkebøttehoveder med frø i fryseren. Dem får de nogle stykker af, så snart der er unger i kassen, og
efter et par uger er der masse af mælkebøttehoveder i naturen, og kvantum øges, og ungerne fyldes
med umodne mælkebøttefrø.

Ungerne forlader reden i 5 ugers-alderen, men mades af forældrene i lang tid efter, og det kan godt slide
hårdt på hannen, som er den, der nu har det store slæb.

Det var mine erfaringer med Barnards Parakit.